Samarbejdet mellem professioner på sygehuset

I takt med udviklingen af sundhedssystemet, hvor man har et ønske om at effektivisere og samtidig spare på ressourcer ses det, at der er kommet et større politisk pres på de sundhedsprofessionelle faggrupper. De sundhedsprofessionelle forventes at kunne formulere fælles mål for patienternes behandling og ligeledes samarbejde om at løse opgaver så skånsomt og effektivt som muligt, ved at dele viden og nedbryde faggrænser – altså at arbejde tværfagligt. (30, p. 41-42)

Ifølge casestudier med fokus på professioners arbejde viser det sig, at de forskellige faggruppers medlemmer følger individuelle mål og benytter sig af individuelle strategier. Dette betyder altså at til trods for det politiske ønske om et tværfagligt samarbejde i sundhedssystemet foregår samarbejdet i stedet flerfagligt. Det flerfaglige samarbejde karakteriseres ved, at de forskellige faggrupper arbejder ved siden af hinanden, parallelt. Der er ingen direkte kontakt, men hvert fag bidrager til at belyse et givent problem. Den manglende kontakt og kommunikation bliver til et større problem da det ikke blot mindsker effektiviteten af de sundhedsprofessionelles arbejdsindsats, men skaber forvirring og dobbeltarbejde hos de enkelte faggrupper. Dette ses bl.a. i en analyse fra Dansk Sygepleje Råd fra 2008 omkring dokumentation blandt sygeplejersker der skriver, at over 80% har oplevet en eller flere former for dobbeltdokumentation: ”Flest oplever, at de dokumenterer det samme i to forskellige dokumentationssystemer. Den anden hyppigste form for dobbeltdokumentation er, at læger og sygeplejersker dokumenterer det samme i hver deres papirer/systemer.” (31, p. 1) 

Når kommunikationen mellem de sundhedsprofessionelle bliver minimeret grundet deres individuelle arbejdsrutiner og deres manglende tværfaglighed risikerer man at overse den enkelte patient og dennes individuelle behov. Indlæggelsesforløbet blevet nemmere usammenhængende, da de sundhedsprofessionelle ikke kommunikerer med hinanden og dermed heller ikke kan give en fyldestgørende information til patienterne og deres pårørende. Dette fører til unødvendig usikkerhed og forvirring som kan forværre patientens situation og som også kan være til grund for genindlæggelser, som man bl.a. ser ved patienter med hjertesvigt.

(30, p. 21-46) (31)