Magt

I forhold til den magt patienterne udsættes for, kan der nævnes en række forskellige teoretikere. Vi har valgt at tage udgangspunkt i Jürgen Habermas og Erving Goffman.

Jürgen Habermas, tysk filosof og sociolog, kritisk samfundsteoretiker

Habermas stiller systemet (staten, økonomi, kontrol, mm.) og livsverdenen (hverdagslivet, social integration, mm.) overfor hinanden og siger at disse spiller ind på hinanden. Tiltag som fx at bruge empowerment på patienter, så de nemmere kan klare sig selv har et økonomisk aspekt, da systemet vil spare penge. Samtidig har det en positiv indvirkning på livskvaliteten, som hænger sammen med livsverdenen.

I forbindelse med patienter med hjertesvigt fremgår det, at deres manglende kendskab til symptomer og hvordan de skal reagere på disse, er et problem for deres livskvalitet. Patientens livsverden påvirker således systemet, da patienten på grund af den manglende kendskab bl.a. ofte risikere at blive genindlagt, hvilket økonomisk set belaster systemet.

(13)

(14, p. 202)

Erving Goffman, canadisk-amerikansk sociolog

Goffman koncentrerer sig bl.a. om stigma. Han definerer stigma som noget der er dybt miskrediterende og til at nedvurdere den person som er bæreren af denne stigma. Stigmatisering er altså en social proces hvor social identitet ødelægges pga. omgivelsernes kategorisering og bedømmelse. Der er 3 former for stigma: kropslige vederstyggeligheder, karaktermæssige fejl og slægtsbetinget stigma.

Flere former for stigma kan være forbundet til patienter med hjertesvigt. De kropslige vederstyggeligheder kan forekomme, fx ved operation eller ved væskeophobninger i kroppen (ødemer). De karaktermæssige fejl optræder i høj grad, da patienten grundet sin sygdom ikke længere kan agere på samme måde som tidligere. Dette kan være i forhold til ændret fysisk aktivitet og manglende vilje/mod til at gøre noget, fordi bekymringer om sygdommen skaber forhindringer for patienten.

Sygeplejersken skal være opmærksom på denne stigma og se personen bag sygdommen. Hjertesvigt skal således ikke være tabubelagt, men skal snakkes om og forklares på en sådan måde, at patienten ikke oplever at skulle skjule sygdommen, for ikke at blive stigmatiseret. Stigmatisering går ikke kun ud over patienten, da der også eksisterer sekundær stigmatisering, hvilket opleves af pårørende. Ifølge danske undersøgelser er der sammenhæng mellem manglende viden om en sygdom og den måde sygdommen stigmatiseres på. Manglende viden giver større grundlag for stigmatisering. Hvis patienterne føler sig stigmatiserede af sundhedspersonalet, kan det forværre deres behandling. Opbakning fra sundhedspersonalet er derfor afgørende.

(14, p. 213-214, 224-225)
(15)